Status fra Sørby Fodbold

Af Simon Vittrup Olsen den 29. april 2020

Sørby Fodbold har efterhånden været lukket ned i 2 måneder. I den tid der er gået, er der sket mange ting i verden, som også har indflydelse på Sørby Fodbold. Sørby Marked og vores nye børne- og ungdomsstævne Sørby Super Cup er aflyst og det meste af forårssæsonen er gået uden at vi har kunne træne eller spille kampe. Det betyder at vi i klubben går glip af op mod 25% af vores årlige indtægter, som vi skulle bruge til at udvikle klubben og lave nogle fede aktiviteter for vores medlemmer. Det er dog vigtigt at sige, at klubben ikke på nogen måde er lukningstruede, men vi håber at I vil hjælpe klubben i denne specielle tid. Vi har stadig åben for kontingent betalingerne for vores medlemmer, og vi håber meget, at I vil betale jeres kontingent for forårssæsonen. Det vil hjælpe os rigtig meget. I kan betale kontingent her: Kontingent.  Hvis I gerne vil hjælpe klubben lidt ekstra økonomisk, er I også meget velkomne til at overfør et valgfrit beløb til vores MobilePay 24810.

Selvom der ikke sker så meget for tiden på fodboldbanen, arbejder alle de frivillige stadig i baggrunden, for at vi kan komme tilbage til en velfungerende fodboldklub. Det vil vi fra bestyrelsens side gerne sige mange tak for. Det er de frivillige der gør, at vi kan have en fodboldklub i Sørby. Vi er i bestyrelsen altid interesseret i at udvikle klubben i en positiv retning, og vi vil meget gerne høre fra vores medlemmer om jeres mening. Hvis I vil bruge to minutter på vores årlige spørgeskema, vil det hjælpe os rigtig meget. I kan finde spørgerskemaet her: Spørgeskemaer.


Det er stadig svært at sige præcis, hvornår vi igen kan komme til fodboldtræning, og hvornår vi igen kan spille kampe. Den 20. april blev der åbnet op for enkle udendørs sports- og fritidsaktiviteter under visse restriktioner, dette gælder dog ikke fodbold. DBU skriver at de håber at kunne åbne op for fodboldtræning igen mandag den 11. maj. Det håber vi selvfølgelig også, men det kan hurtigt ændre sig afhængig af udviklingen i Danmark. Vi følger situation nøje og melder ud så snart vi igen kan åbne op.

Vi håber snart, at se jer alle på fodboldbanerne igen. 

Med venlig hilsen
Sørby Fodbolds bestyrelse

2019 blev et godt år i Sørby Fodbold.

Af Simon Vittrup Olsen den 1. marts 2020

Fodboldåret 2019 har virkeligt været et godt år, da vi for første gang i ca. 30 år er kommet op på over 150 medlemmer.


Det skyldes bl.a. at der åbenbart har været et behov for bare at komme og spille fodbold for sjov. hver onsdag er vi samlet imellem 20 og 30 spillere i alderen fra 15 til 60 år. En kæmpe tak til Simon som har fået det op at kører, meget imponerende.


Ellers kører det fint i næsten alle årgange. I vores mindste U6-U8 årgang spilles der 3- og 5-mands, her er Peter og Simon begyndt på noget samarbejde med IF62 Dalmose, det er jo en udfordring når vi ikke er så mange i alle årgange. I U10 er der kommet et par nye unge trænere på, Victor og Jeppe som virkelig kæmper en brag kamp med dem. I efteråret begyndte de at spille 6-mands på en halv 8-mands bane og allerede her i vintersæsonen har de også prøvet kræfter med 8-mands fodbold. Tak til Jens og Martin som i nogle år har sørget for, at disse drenge har udviklet sig til et højt niveau og med et godt sammenhold. Pigerne som spiller i U12 har endelig fået en stabil træner. Det er Daniel som virkelig har taget dem til sig. I foråret tabte de næsten det hele, men nu spiller de jo indendørs og vinder næsten det hele, så det kan hurtigt vende, når man gør en indsats for det. Så har vi U12 hvor vi desværre ikke har nok pt. Men til gengæld bliver U15 drengene bare ved og ved. Nr. 2 i foråret, og nr. 1 i efteråret er jo bare megaflot. Claus og Ruhne har endnu engang taget dem med på Hollands-tur i påsken, og en del spillere kommer udefra, så der er bare klasse og sammenhold på holdet.


Så går vi til damerne som bare hygger og spiller kampe, vinder ikke så tit, men Eva styrer dem med hård hånd. Til sidst de gamle veteraner, de vandt simpelthen for første gang rækken i foråret, meget overraskende, i efteråret kom de dog ned på jorden igen og blev nr. 4. Men også her kunne de godt bruge lidt flere folk, da det slider meget på formanden at få alle de afbud pga. skavanker og alverdens undskyldninger.


Til fodboldafslutning prøvede vi noget nyt, da vi villle prøve at holde en fælles afslutning for alle vores medlemmer. Det blev dog kun en begrænset succes. Da vi kun var samlede 75 stk. Weisleder Cup udvidede vi i år med både drenge, piger og dame rækker om lørdagen. Det blev en kæmpe succes med over 60 hold, masser af præmier og stor ros fra gæsterne. Trioen Flemming, Simon og formanden som var arrangør kunne godt være tilfredse med arrangementet.


Til sidst, tak til vores efterhånden mange sponsorer, især tak til Spar Nord som nu har valgt at stoppe. Også tak til Weisleder Nedrivning, Sir Brian og Freck Autoteknik. Stor tak skal der især lyde til alle de frivillige trænere og holdledere, uden dem ville der ikke være en fodboldklub i Sørby.


I bestyrelsen er der sket en enkelt ændring. Stor tak til Maiken som kun var med i lidt over halvandet år, men fik virkelig sat sit aftryk, kæmpe indsats, og velkommen til en gammel kending, da Jesper har valgt at gå med igen.


Hilsen formanden


Året M/K
Årets M/K i Sørbymagle idrætsforening blev denne vores U15 cheftræner Claus Serup


Claus er en inkarneret Sørby-mand. Han har de sidste 8-9 år (start ca. 2011) været en del af årgang 2005-2006 . Først som hjælpetræner, men efter folkene bag opstarten af holdet (Lasse Solheim og Ruhne Kirkeby) trak sig tilbage, tog Claus over og har nu været cheftræner de sidste 6-7sæsoner.


Claus er typen der klare alt selv og at der skal være styr på tingene, finder stævner til drengene før turneringsstart, laver sheltertur og det som drengene ser mest frem til, fodboldturen til udlandet i påsken er bare nogle af de ting han har sat søen for drengene. I 2016 var det Prag der fik besøg af holdet og siden er turen gået 3 gange til Holland, hvor i 2017 var Claus og Peters hold også med. På Claus’ opfordring. Turen 2020 er allerede sat i søen, og bestilt.


Claus sørger også for at forældre-sammenholdet bliver holdt intakt. Opfordring til weekendbold m. forældre og sommerafslutninger med grill på holdet, gør at der er en fantastisk stemning udenfor banen. Kort sagt, en blæksprutte der altid har et smil på læben og fræk kommentar til at bryde isen når man mødes med andre hold.


Hvor godt Claus omgås drengene, afspejles rigtig godt i tiden fra nu og ca. 1 1/2 år bagud i tiden. Vores ældste drenge (2005) havde skiftet skole, og allerede 2 måneder efter stod der 3 drenge fra de nye skoler klar til træning, og de holder stadig ved. Da den næste årgang (2006) skiftede, tja så skete samme tilgang igen. Der er pt. 25 drenge tilknyttet holdet. Dette flotte antal kan man godt krediterer Claus. Ingen tvivl om det.


PS. En sjov episode fra shelterturen, er at om natten bryder helvede løs på himlen med regn, lyn og torden, og alle drengene er vågne og syntes det er noget af det bedste de nogensinde har oplevet. MEN forældrene begynder så småt at SMS’e Claus om gutternes tilstand, og han beroliger at alt er OK. På nær en forældre der virkelig gerne vil have sin dreng hjem men drengen sender moderen en besked med “alt er godt, vil ikke hjem”. Claus modtager efterfølgende en sms der ordret lyder, “Du må være verdens bedste pædagog!” sikke en titel.

Weisleder Cup 2020 blev en stor succes

Af Simon Vittrup Olsen den 28. januar 2020

Sørbyhallen lagde igen halgulv til et af områdets største fodboldstævner i indendørsfodbold.


Efter et par års pause med børne- og ungdomsfodbold i Weisleder Cup, blev det igen forsøgt med de yngre spillere - og hvilken succes. Børnene og de unge havde savnet dette stævne!

60 fodboldhold fra nær og fjern deltog i Sørby Fodbolds stævne.


De mange hold kom hovedsageligt fra Vestsjælland, men også fra Lolland og Københavnsområdet. "Imponerende, at en lille lokal fodboldklub formår at tiltrække hold langvejs fra" udtaler stævneleder Flemming Madsen. I år eksempelvis fra KB (Kjøbenhavns Boldklub), Havdrup, Bramsnæs, Kløvermarken fra Amager, efterskolehold fra Halstedhus nær Nakskov.


Som altid, når de mindste spiller er hele familien på sidelinjen. Sørbyhallen var derfor tæt pakket med masser af tilskuere, da de små stjerner forsøgte sig med den lille læderbold. Helt bevidst valgte arrangørerne, at de 3 yngste rækker ikke havde fokus på resultater; alle spillerne blev vindere, alle fik samme en flot medalje. Det var nogle seje gutter, som modtog en rigtig medalje.


Udfaldet af drenge kampene i årgange 2011 og 2010 blev - pudsigt nok - at de samme klubber endte som nr. 1, 2 og 3. De lokale hold fra Sørby viste ikke meget gæstfrihed og tog sig af førstepladsen i begge grupper.  Slagelse holdene fra B73 blev henvist til 2. pladserne, mens gæsterne fra Havdrup Fodbold kørte hjem med 3. pladserne.


Pigerækken lørdag eftermiddag blev også en stor succes, hele 8 pigehold deltog, hvilket var den største årgang om lørdagen. Efter gruppekampene blev der spillet bronzekamp. Her var FC Storebælt 2 klart bedst. Finalen blev en dyst mellem pigerne fra Slagelse (B73) og fra Korsør (FC Storebælt 1). Efter en meget lige kamp kunne B73 kåres som samlet vinder af pigerækken. Det kvindelige islæt fortsatte med en nyhed med dame senior, også her blev det en stor succes. Det blev nogle meget jævnbyrdige kampe. FC Storebælt var samlet bedst, Gudinderne fra Hvalsø næstbedst, mens Amager holdet Kløvermarken FB blev nr. 3.


Herre senior havde et fantastisk højt niveau i årets Weisleder Cup. Slagelse holdene var bedst af alle og tog de 3 første pladser; "Under Uret, Nytorv" nr. 1, "Det Mexicanske Bøfhus" nr. 2 og nr. 3 blev Slagelse IK.


De ældre mænd (old boys) forsøgte sig også fredag aften i Sørby. Holmris B8 tog guldet, sølv til Byens Tagrens og bronze til Glumsø Old boys

Nogle helt fantastiske dage i Sørbyhallen med mere end 100 fodboldkampe i Sørbyhallen og masser af tilskuere fra nær og fjern.

Program til Weisleder Cup 2020

Af Simon Vittrup Olsen den 17. januar 2020

Fredag den 24. og lørdag den 25. januar afholder Sørby Fodbold et stort indendørsstævne i Sørbyhallen for op mod 430 både børn og voksne.


Sidste år genopstod Sørby Fodbold indendørsstævne Weisleder Cup efter nogle års pause med et rekordstort antal voksenhold. I år er stævnet blevet udvidet med børn, unge og en damerække, med stor succes. Alle årgange er blevet fyldt op, og der er flere af årgangene hvor der er ventelister. Formanden for Sørby Fodbold, Brian Christensen udtaler "Vi er utrolig glade for, at vi har haft så stor en succes med at skaffe hold til vores stævne. Vi har tidligere haft hold bl.a. fra København og Odense og i år har vi igen hold fra København og for første gang også fra Sverige."


I år ville der som noget nyt også være en dj under hele stævnet som forhåbentligt kan være med til at lave en fantastisk stemning sammen med alle de børn og voksne, som ligger vejen forbi Sørbyhallen fredag og lørdag. “Når vi som en lille lokal klub kan afholde et stævne af sådan en størrelse, med op mod 430 fodboldspillere og endnu flere tilskuere. Det gør en utrolig glad og giver en lysten og troen på at det store frivillige arbejde man gør i klubben er noget værd” fortæller medarrangør og bestyrelsesmedlem i Sørby Fodbold Simon Vittrup Olsen.
Fredag aften spiller herresenior og oldboys, mens der hele lørdagen er kampe for børn, unge og damesenior.

Tilmeldingsfrist til Weisleder Cup på fredag

Af Simon Vittrup Olsen den 4. januar 2020

På fredag er sidste mulighed for at tilmelde sig til Weisleder Cup. Vores indendørs stævne (med bander) i Sørbyhallen den 24. og 25. januar.


Fredag aften er der ledige pladser i Herresenior (16+) og Oldboys (32+)

Lørdag er der ledige pladser i U9 drenge, U10 drenge og Damesenior (15+)


Hvis dit hold skal nå at være med så tilmeld jer på mail til Flemming Madsen: weisleder-cup@outlook.com eller på Staevner.dk, samt overfør holdgebyret via MobilePay: 24810 eller en bankoverførelse til regnr.: 9383 kontonr. 2050035282. Tilmelding foregår efter først til mølle-princippet.


Opdatering den 7/1-2019 kl. 9.30

Pladser tilbage fredag i Herresenior og Oldboys

Der er ingen pladser tilbage lørdag og venteliste i flere rækker